Det er ikke så tit, at en politiker vælger frivilligt at gå af midt i embedsperioden – specielt ikke når han er den statsminister, som har ført partiet til magten og har vundet tre valg i træk. Ikke desto mindre har Englands statsminister indvilliget i at gøre det i løbet at 2007. Fra at være en af landets mest populære statsministre, er Tony Blair sunket i meningsmålingerne til at være den laveste agtede statsminister i historien. Det skyldes næsten udelukkende hans slaviske og ufortrødne støtte til George W Bush i Irak krigen.

Tony Blair er en stædig mand, hvilket kan ses på hans Sol i Tyr, som er i kvadrat til Månen og Pluto. Siden Irak krigen har transit Neptun været i konjunktion med Månen i Vandbæreren og kvadrat Solen og den engelske befolkning har simpelthen følt sig snydt, bedraget og ført bag lyset. Fra at være en troværdig mand, der havde vundet befolkningens hjerte, tabte Blair sin maske og blottede en fanatisk og beregnende korsfarer, som udviklede sine strategier i morgenbønnen sammen med Bush. Da Blair lavede sine fejltrin i Irak, kom hans progressive Ascendant i kvadrat til Neptun og bagefter til Saturn, et tydeligt tegn på opløsning af hans magt og voksende upopularitet.

Horoskop: Tony Blair – 6.05.1953 kl. 6.10 Edinburgh AS 4.50 GE

Blairs regeringsperiode har faktisk været et parløb sammen med finansministeren Gordon Brown. De har boet ved siden af hinanden, Blair på 10, Downing Street, Brown på nr. 9. De har været stærke venner og ideologiske sammensvorne, langt inden Labourpartiet kom til magten ved jordskredsvalget den 1. maj 1997. Det var den 31. maj 1994, at Blair og Brown aftalt at dele magten i tilfælde af en Labour sejr; ideen var, at Tony Blair kunne være statsminister, mens Brown fik en udvidet og mere magtfuld finansministerium. I anden valgperioden skulle Blair så have trukket sig tilbage til fordel for Brown, men ak… Blair er nu midt i tredjeperioden, og partimedlemmerne er trætte af ham.

Det er fascinerende at se, at både Brown og Blair har markante 12. huse. De har begge Solen og Jupiter indlukkede i 12. hus, og Merkur og Venus i 12 hus – et helt utroligt sammentræf. Det 12. hus er åbenbart meget betegnende for socialistiske værdier, som trods alt er de motiverende faktorer for dem begge. De er sikkert begge to villige til at ofre sig for partiet, og tror på et liv dedikeret til en højere sag. Men Blair har magtsignaturen Pluto til Sol og Måne, så det er intet under, at han kunne overbevise Brown om, at det skulle være ham, som fik statsminister posten.

Horoskop: Gordon Brown – 20.02.1951 kl. 8.35 Edinburgh AS 15.38 AR

At de har været så gode venner kan blandt andet ses på de tætte sekstil aspekter fra Blairs stellium i Vædder/Tyr til Browns stellium i Vandbærer/Fisk, hvilket viser en helt enestående harmoni mellem de to. Indtil den 3. valgperiode i hvert fald.

Men hvis man ser objektivt på de to horoskoper, er Blair statsminister materiale, og Brown langt mere egnet til at være i en tilbagetrukken position. Selvom begge mænd har Ascendant herskere indelukket i 12. hus, er Blairs Merkur i Vædder, og i reception til Mars som er i Tvillingerne og i konjunktion med Ascendanten. Blair er simpelthen skabt til Parlamentets ordkrige, hvor han klarer sig fabelagtig godt. Brown er kendt for at være mere tavs og tilbagetrukket. Hans far var faktisk en præst, som var meget engageret i sin menighed, og det gjorde et stort indtryk på Brown, som respekterede sin far dybt. Med Jupiter i værdighed, Venus forhøjet, og både Ascendant herskeren og Solen i Fiskene og i 12 hus, kan der ikke være tvivl om, hvor dybe de åndelig rødder er. Brown er en mand, som tror på sin sag; han er en sød mand, men han er ikke et magtmenneske. Dette horoskop er snarere et horoskop, hvor manden selv er med til at underminere sin egen position. (Note 1) Men man kan måske sige det samme om Blair, og for den sags skyld Bush – de har alle solen i 12. hus. Men Brown har haft mange chancer for at tage magt, men har aldrig gået målrettet efter dem.

Hvorom alt er, trækker Blair sig (modvilligt) til fordel for Brown i 2007. Der er stemmer, der kræver et valg indenfor partiet, så andre Labour politikere også kan gå efter posten, men Brown vil sandsynligvis få posten. At han allerede har opnået en stor position inden for partiet kan tydelig ses fra hans synastri med både Labour partiet og Englands horoskop (Note 2).

Horoskop: Labour partiet – 12.02.1906 kl. 12.00 London AS 24.49 GE

Labour partiet blev skabt i 1906 med Solen og Venus på 22 Vandbærer og i trigon til Pluto på Ascendanten, hvilket vidner om dets folkelige rødder og store indflydelse. Saturn/Neptun trigonen er den klassiske signatur for socialisme – at lindre lidelse i den materiale verden, og Mars i Vædderen opposition til Månen viser, at man var parat til at kæmpe for sin sag. Men det interessante med det horoskop er Merkurs position på 16 Vandbærer, som faktisk er lige på Venus i Englands horoskop. Bemærk at Gordon Brown også har Merkur 16 Vandbærer – han udtrykker Labours ånd og ideer, og de falder i god tråd med Englands værdier.

Da Saturn/Neptun oppositionen i 2006 har været præcis på 16 grader, har der været kaos i partiet i denne periode, fordi man ikke vidst hvornår Blair ville gå af. Aviserne har gransket enhver udtalelse fra Brown og Blair, men der er simpelthen lagt et røgslør over processen med efterfølgende lammelse af partiet. For Labour partiet fortsætter dette kaos – Neptun kommer i konjunktion med Sol/Venus på 22 grader i marts og oktober 2008, og det er først i januar 2009, at processen er færdig… og så er vi tæt på det næste nationale valg, som seneste skal afholdes den 5. maj 2010. Og hvis Labour er strategisk, vil det trække deres valgperiode så længe ud som muligt.

Neptun transitterne varsler dårligt for både Labour og Brown. De viser nok at Fisken Brown får lederposten, men sandsynligheden for, at hans autoritet går i total opløsning er meget stor. Når valget kommer, vil der være stor tvivl om Browns lederevner og en kaotisk magtkamp for lederposten, som sagtens kan bane vejen for en Konservativ regering. Hvis Browns fødselstidspunkt er præcist, kommer hans progressive Ascendant på Solen i 2009, hvilket tyder på, at han har fået landets højeste position. Men i 2010 kommer transit Pluto præcis på hans MC, hvilket kunne indikere, at han fældes enten ved valget  eller i en magtkamp inden. Man skal dog huske, at Blair blev statsminister, da transit Pluto kom på hans Descendant, så det er ikke altid, at Pluto bringer ulykke.

Det er fascinerende at se, at Browns progressive Merkur gik retrograd på 8 grader Tyr i 2004, og den er i skrivende stund stadigvæk på 8 Tyr. Mens den dvæler der, kommer Mars op i konjunktion med Merkur sent i 2009, et tydelig tegn på ballade og eventuelt også økonomisk skandale. Det er ikke første gang progressive Merkur har været i konjunktion med progressive Mars; det skete også i 1984 på 18 Vædder (trigon hans Pluto) lige da han blev parlamentsmedlem og oppositionstalsmand.

Mens Blairs sidste periode lider af metaltræthed, vejrer de Konservative med deres nye leder David Cameron morgenluft. De Konservative blev nærmest udslettet af Blair i 1997, men er kommet godt igen i meningsmålingerne efter Blairs irakiske korstog.

Horoskop: Conservative Party – 12.11.1867 12.00 London AS 18.50 CP

Partiets økonomiske magt ses tydeligt af fuldmånen i Tyr opposition Sol/Saturn konjunktionen i Skorpion. Konservative regereringer plejer at være sammensat af en masse mænd, som er beslægtet med de adelige på den ene eller anden måde, og deres nye mand David Cameron er ingen undtagelse. Han var – naturligvis – uddannet på Eton og Oxford, og han har sine forbindelser i orden. 18 medlemmer af hans ledergruppe har været på Eton – godt nok et ganske snævert socialt grundlag for en mand, som ønsker at lede landet.

Cameron er dog for nyligt involveret i en skandale, fordi han har indrømmet, at han røg hash (og tog muligvis kokain) da han var yngre – fred være med ham. Han har klaret sig rimelig godt i efterdønningerne, men spørgsmålet er, om han ikke bliver kasseret inden valget også. Det Konservative Parti har en præcis Neptun/Uranus kvadrat på 12 grader Vædder/Krebs og i 2009 kommer progressive Sol på 12 Vædder – det kunne give mange problemer for den konservative leder op til det tidspunkt.

Der er ingen tvivl om, af England går spændende tider i møde ved Tony Blairs afgang, som sagtens kan være lige inden nytår (selvom han har lovet at gå af før). På det tidspunkt kommer Jupiter i Stenbukken og i konjunktion med Gordon Browns MC, og i det hele tage vil Plutos tegnskift i begyndelsen af 2008 bringe stor magtforskydninger i det politiske liv. Mit gæt er dog, at så snart Brown er leder, går hans parti i en langsom opløsningsproces.

1. På engelsk er 12 hus ”the house of self-undoing”.

2. Horokopet ofr Storbritannien er 01.01.1801 kl. 0.00 London.